Tid til dig v. Janne Ettrup

psykoterapi, massage, behandling af stress-symptomer, supervision

-  i Viborg og omegn

Forråelse i det professionelle arbejde

Indenfor de senere måneder/år, er der kommet øget fokus på behandlingen af vores ’svage’ medborgere – dem, der har brug for hjælp i dagligdagen. Der er blandt andet kommet fokus på ’forråelse’ blandt plejepersonale.

Eksempelvis har der været en konkret afdækning i dagspressen af enkeltpersoners uhensigtsmæssige/rå/hjerteløse behandling af ældre. Der har været grundig afdækning af, hvad der er sket – men ikke af hvorfor. For hvordan er det kommet så vidt?

- Er det en enkelt ’ond, modbydelig’ person, som har forvildet sig ind i plejesektren?

- Er det udtryk for en generel ligegyldighed overfor ældre, demente mennesker?

- Er det udtryk for ekstremt tidspres i plejesektren?

- ??????

Eller:

- Kunne det tænkes, at der er en overhængende risiko for, at der sker en gradvis forråelse, hvis man ikke tilbydes supervision som en fast, kontinuerlig del af ens arbejde?


Hvad er forråelse og hvorfor opstår det?

Forråelse er rå tanker, som fører til krænkelser, som man laver en legitimering af. ’Forråelse’ er en overlevelsesstrategi. Man kan ikke fjerne forråelse ved at forbyde den! For at undgå forråelse er det nødvendigt, at afdække årsagen – i et psykisk trygt rum (= supervision).

Forråelse kan opstå som følge af ’omsorgstræthed’. Omsorgstræthed er noget ganske andet end at være stresset (men bliver ofte forvekslet med/kaldt ’stress’). Man kan blive træt i den evne at yde omsorg. Mange små psykiske belastninger ad åre kan føre til et pludseligt kollaps. Man kan reagere på slitage både ved at blive:

- tyndhudet (psykisk sårbar)

- tykhudet: blive ligeglad med andre og sig selv = forråelse

For at undgå forråelse, må man kigge på de faktorer, der kan medføre forråelse:

- Stress

- Omsorgstræthed

- Moralsk stress

- Afmagtsfølelse i forbindelse med andres adfærd


Når disse faktorer river og flår i os, kan det medføre forråelse. Hvis vi handler på forråelsen, fører det til krænkelser. Forråelsen giver en umiddelbar lettelse, behag – og vi søger ubevidst det behagelige (det er ikke MIG, det er galt med – det er den anden)

Der er meget projektion i forråelse. Derefter følger en ambivalens: jeg har set mig sur på et menneske, jeg er ansat til at hjælpe. Det konflikter indeni…

Når man skaber et fjendebillede af et andet menneske, bliver man kognitivt dårligt fungerende. Man får et formørket sind. Man kan pakke det ind i ’politisk korrekte’ faglige termer, som gør, at man kan camouflere forråelsen – indadtil og udadtil.

Som arbejdsplads kan man lave en fælles fjendefortælling: man skal lige passe på den pårørende der, hun er….!

Forråelse er en overlevelsesstrategi. Det er en forsvarsmekanisme, når vi ikke kan udholde vores indre følelsesliv. Når vi handler på forråelsen, krænker vi det andet menneske (eksempelvis i form af skæld ud, afstandtagen, latterliggørelse, grine af…, ignorering, afvisning….) Men det er hårdt, fordi man gør ondt på andre mennesker. Yderste konsekvens er, at alle bliver flået i stykker – alle taber!

Når vi erkender forråelse, opstår skyld og skam.

Når vi ikke erkender det, men i stedet dækker det ind i bortforklaringer og faglige forklaringer, laver vi en legitimering af krænkelserne. Som kolleger kan vi lave en fælles fortælling – et kollektivt selvbedrag (vi er fejlfri, dygtige, uovertrufne) – og det er den farlige del af forråelse.

Forråelse medfører kognitivt indskrænkethed. Faglig viden, værdier og ordentlighed bliver glemt, hvilket fører til et kollektivt selvbedrag. Jo mere omsorgstræt man er, jo mindre overskud har man til at tænke sig om – jo dårligere fungerer man kognitivt.

Faresignalerne i forhold til forråelse er: råhed, negativt sprog (om andre), nedgørende ord, skældsord, mistro, resignation, ansvarsfralæggelse, ligegyldighed, sarkasme, positivt sprog om os selv, doublebind kommunikation (med ord siger man ét, men nedenunder ligger et helt andet budskab; man siger det ’korrekte’ (fagligt, etisk) men mener det ikke (dette er gift for modparten).


Hvad kan vi gøre for at stoppe forråelsen?

Samtale (supervision) med en person (med kognitivt overskud) som kan sætte ude-fra-perspektiv på gruppen – en person, der kan lægge mærke til værdiskred i gruppen (som er ubevidst – og opstået på grund af pres)

Supervision er samtaler i psykologisk tryghed med en kultur, hvor man ikke bliver udskammet, gjort til problemet, når man udstiller sig selv, blotter sig selv; sine følelser/handlinger. Et rum hvor der er anerkendelse af, at der er en grund til, at man er gået i forråelse – og vilje/evne til at hjælpe med at tænke klart igen – og forstå, hvad der er sket.