Supervision for pårørende til alvorligt syge mennesker:
Pårørende ’glemmes’ ofte, når et menneske er/bliver alvorligt syg. Ofte er al fokus på den ’syge’.
Det er den ’syge’, der har brug for hjælp, den syge, som alle kan se, at det er synd for – og naturligvis den syge, som skal havebehandling.
Det er ekstremt krævende at være pårørende til et menneske, som bliver alvorligt syg. Hvis man ikke selv har prøvet det, kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan det er at være pårørende – og hvor hårdt og opslidende, det er.
Som pårørende får man en masse ekstra arbejde; måske bliver man pludselig sygehjælper eller praktisk hjælper. Ud over at fungere som ’hjælper’ med alt det ekstra arbejde, det medfører, skal man måske også til at klare en masse arbejde/opgaver, som den ’syge’ før tog sig af i hjemmet.
Hvis den syge er ens ægtefælle/samlever eller forælder, mister man måske også det, som vedkommende før gav i form af omsorg, nærhed, kærlighed, praktisk hjælp m.v. Så oveni alt det ekstra arbejde, man får, mister man en stor del af det, der førhen gav én næring, energi, tryghed, trivsel, glæde og mening i livet. Dette er et meget stort tab – som medfører, at man som pårørende befinder sig i en krisesituation – samtidig med at man skal yde en ekstra arbejdsindsats. Til dette kommer alle bekymringerne og angsten for fremtiden.
Ydermere kommer man som nær pårørende til at skulle rumme de svære følelser (angst, frustration, afmagt m.v.), hos den ’syge’, som helt naturligt opstår, når man bliver alvorligt syg og begrænses i sin funktion fysisk og/eller psykisk. Den nære pårørende, er den, som den ’syge’ er tryg nok ved til at læsse det svære af på! Derfor skal man som pårørende rumme rigtig meget – oveni ens eget, som man til gengæld ikke tilsvarende kan læsse af på den syge. Og hvis det sker, medfører det en masse skyld og skam efterfølgende. Den pårørende skal hele tiden være den stærke og holde sammen på tingene – hvilket ingen mennesker kan holde til. Det er voldsomt krævende og slidsomt.
Det er helt naturligt, at man som pårørende fyldes af en masse ambivalente følelser – også følelser, som føles forkerte eller forbudte; eksempelvis vrede, afmagt, lyst til at give op – følelser som kan aktivere skyld og skam. Det kan være svært at dele disse følelser, da det kan være svært for andre at forstå dem. Derfor kommer man som pårørende nemt til at stå meget alene med alle sine svære tanker og følelser.
Her er supervision – enten individuelt eller i pårørendegrupper et rigtig godt redskab. Supervision som metode, giver mulighed for, at man kan få sat ord på alle de svære følelser i et trygt og anerkende rum; få læsset af, så man kan klare tilværelsen igen, føle sig set og forstået, så man kan anerkende sig selv. Få hjælp til at finde måder at samle næring og energi på nye måder, så man kan klare, den situation, man står i.
Vi har alle brug for et rum, hvor vi føler os set, mødt og forstået. Et rum, hvor der er plads til at læsse alle de svære følelser af. Hvor ingen følelser er forkerte eller forbudte. Sådan et rum er supervisionsrummet.
Vi har alle brug for at møde andre mennesker, som vi kan spejle os i. Møde mennesker, som forstår os, som kan sætte sig ind i vores situation. Supervision er et rigtig godt redskab til dette.